Hvorledes er det muligt, at mennesker, hvis baggrund, arbejde og normer ikke længere er identiske, kan skabe et samfund med en ny kollektiv bevidsthed? Det er den overordnede problemstilling i Émile Durkheims doktorafhandling, Om den sociale arbejdsdeling, fra 1893. Der er tale om et af samfundsvidenskabernes absolutte hovedværker. I kraft af de spørgsmål, den metode, den argumentation, de begreber og de svar, afhandlingen rummer, satte Durkheim standarden for sociologien som videnskab.
Durkheims analyse rækker langt ud over den industrielle arbejdsdeling i hans egen samtid og rejser spørgsmål af ganske vidtrækkende karakter: Hvordan kan fritstillede individer indgå i en social orden? Hvorledes er individualitet mulig? Hvordan kan et differentieret samfund integreres? Hvad er forudsætningen for, at det moderne samfund opstår? Er det industrialiseringen, retsudviklingen, fremvæksten af storbyer og infrastruktur, religionens tilbagetrækning eller andre fænomener, der udgør civilisationens drivkraft?
Om den sociale arbejdsdeling er over hundrede år gammel og har i den forløbne tid uomtvisteligt vist sig at være en af de væsentligste analyser af samarbejdets og arbejdsdelingens forudsætninger og konsekvenser, styrker og svagheder. Bogen genudgives nu i Hans Reitzels Forlags serie Klassikere.
