Pædagogik

Kunne man før nøjes med at læse pædagogisk-filosofiske tekster for at nærme sig pædagogikkens DNA, griber man i dag til uddannelsesforskningens analyser og data. Før orienterede man sig altså ud fra idéhistoriske tanker og refleksioner – i dag empirisk! Men modsætningen mellem pædagogik og uddannelsesforskning er forkert. Kant, Herbart, Grundtvig, Dewey og i dag Biesta, Prange og Benner var og er ikke uinteresseret i den empiriske forskning. Deres teorier har blik for, at empirien er en vigtig erkendelsesform, når det drejer sig om dannelsesprocesser og den pædagogiske praksis. De har forskellige syn på empiri, dannelse og forskning og ser også forskelligt på sammenhængene imellem dem. Men uden forståelse for det empiriske og den empiriske forskning er de ikke – tværtimod.   Denne bog udreder således moderne betydningsfulde pædagogiske tænkere i lyset af den empiriske dannelsesforskning. På den måde når bogens bidrag også frem til, hvad de pædagogiske tænkere kan have af betydning for pædagogisk praksis i dag. Pædagogiske tænkere – bidrag til empirisk dannelsesforskning henvender sig til dem, der studerer folkeskolen for i fremtiden at gøre den bedre.

Årene 2013 og 2014 gav os to reformer, der skulle ændre betingelserne for grundskolen betragteligt. De to reformer – reformen af læreruddannelsen (2013) og reformen af Fælles Mål for folkeskolen (2014) – byggede på forskning om, hvad der virker, hævdede reformatorerne. Ambitionerne var bl.a. at hæve det faglige niveau og præcisere samt forenkle regelsæt. I bund og grund fremlægger undersøgelser af disse ambitioner og deres påståede forskningsbaserede grund. Konklusionen er i bund og grund, at intet af ovenstående er sandt. Reformerne baserer sig ikke på valid forskning, og de har ført ambitionerne længere væk frem for at indfrie dem. I bund og grund fremlægger analyser og konklusioner, som er vigtige for alle, der arbejder med folkeskolen og dens rammer. For reformerne har ført mange initiativer med sig, som skal forandre skolerne. Disse initiativer er økonomisk og professionelt bekostelige, så det er vigtigt, at beslutninger om, hvordan vi implementerer nye initiativer i folkeskolen, hviler på sikker viden. Bogens forfatter viser, at det ikke er tilfældet, hvis initiativerne baserer sig på reformernes pædagogiske diskurs.

Folkeskolen er med reformen af Fælles Mål i 2014 og læringsmålstyringen angiveligt blevet tilpasset internationale tendenser inden for både skoleudvikling og uddannelsesforskning. Lærerne er i et vist omfang blevet efterladt umyndiggjorte, da de har skullet underordne sig tilpasningen. Det har været særligt markant i forhold til ”læringsmålstyret undervisning”, der blev belagt med evidens i form af tomme formler: ”Fordi det virker”. Keld Skovmand viser i denne bog, hvordan tilpasningens logik har vist sig at være falsk, idet både international forskning og erfaringer fra udlandet misrepræsenteres af danske uddannelsesforskere og politikere. Bogen udreder det, som er blevet lagt til grund for reformen af Fælles Mål, men som nu også er ved at blive justeret. Begrebet ”læringsmålstyret undervisning” er blevet fjernet fra alle officielle dokumenter, og de mange færdigheds- og vidensmål er blevet gjort frivillige ved en lovændring i slutningen af 2018, hvilket har givet lærerne noget myndighed og frihed tilbage. Folkeskolen efter læringsmålstyringen hhv. kritiserer beslutningsgrundlaget og giver bud på, hvad lærerne nu kan gøre med deres genvundne frihed.

Ethvert samfund må overveje, hvad det som fællesskab skal tilbyde børn og unge, og hvad det forventer af dem. Skal samfundet først og fremmest skabe rammer for, at børnene og de unge kan realisere deres drømme, udnytte deres potentialer og lære at klare sig selv? Eller skal det sørge for, at ingen ekskluderes, og alle får mulighed for at klare sig så godt som muligt, og drage omsorg for dem, der ikke kan klare sig selv? Ofte betragtes inklusion som en opgave, der primært påhviler daginstitutionen eller skolen, og som kun retter sig mod specifikke børn og unge med såkaldt særlige behov eller i såkaldte vanskelige læringssituationer. Traditionelt har inklusionsopgaven hørt til det special- eller socialpædagogiske arbejdsområde, og spørgsmålet har primært været, hvordan man kunne integrere social- og specialpædagogiske kompetencer og færdigheder i det almenpædagogiske miljø i skole og daginstitution. Inklusion og eksklusion giver et andet bud på inklusion. Bogen bygger på den antagelse, at børns og unges læring, udvikling og deltagelse i samfundet grundlæggende er et socialt anliggende. Den forstår inklusion som en social praksis, dvs. en praksis, der både producerer og reproducerer normer, regler, rutiner gennem sociale processer, interaktioner og relationer. Bogen bidrager med viden, der kan give en dybere forståelse af inklusions- og eksklusionsprocesser i samfundet og dets institutioner, og om, hvad det betyder for børn og unge at møde både inkluderende og ekskluderende processer i deres liv.

Hvad stiller vi op med pædagogiske etnografier i en verden, der udfordres af spørgsmål om, hvad der er facts og kendsgerninger, hvad der er virkelighed, og hvad der er fiktion? Baudrillard og pædagogik – fatal etnografi er en introduktion til Baudrillards ideer og deres betydning for etnografiske studier af pædagogiske problemstillinger. Bogen består af to dele. Del 1 er en gennemgang af Baudrillards begrebsunivers og en diskussion af hans position i forhold til almene videnskabsteoretiske problemstillinger og kritiske metodologiske tilgange. I del 2 følger eksperimentet. Her viser forfatteren med afsæt i sit arbejde i Sydkorea, Danmark og Zambia, hvordan felten skrives frem gennem Baudrillards teoretiske kategorier som fatal etnografi – i form af fragmenter og social poetik. Bogen henvender sig til studerende og undervisere ved universiteter og professionshøjskoler med interesse for de udfordringer, der er forbundet med udforskningen af skole, uddannelse og ungdom i en postfaktuel, global verden.

Det kan undertiden være svært for underviserne i det traditionelle uddannelsessystem at motivere og engagere de unge, og mange unge kæmper selv en kamp for at ”tage sig sammen”. Der findes imidlertid andre unge, der er endog meget motiverede – ja, ligefrem topmotiverede. Omdrejningspunktet i De topmotiverede unge er samtaler med ti unge, der skiller sig ud ved i særlig grad at udfolde engagement og virkelyst inden for et bestemt område. De er entreprenante, kreative, skæve, ambitiøse og stikker på forskellig vis næsen frem. Nogle står på egne ben, andre handler i fællesskab. Nogle er blevet hjulpet frem af uddannelsessystemet, andre har fundet deres vej på trods. Nogle arbejder for en bedre verden, andre er dedikeret til et lille nørdet projekt. Nogle drømmer om succes, penge og berømmelse, mens dette for andre er helt underordnet. Med udgangspunkt i disse ti unges beretninger giver bogens forfattere deres bud på, hvad der uden for uddannelsessystemet skaber motivation for unge, hvilke fremtidsperspektiver fortællingerne peger på, og hvad kan man gøre for at skabe og støtte unges motivation i og uden for uddannelsessystemet. Bogen indledes med en beskrivelse af de samfundsmæssige og kulturelle bevægelser og forandringer, som i disse år er med til at omforme ungdomslivet, og som de unge er en slags seismografer for. To afsluttende kapitler samler trådene ved at påpege sammenhænge og mønstre i fortællingerne. Bogens forfattere er alle tilknyttet Center for Ungdomsforskning. Projektet bag udgivelsen ”Unges lyst til læring” er støttet af Egmont Fonden.

Hvordan får man en studiegruppe til at fungere? Normalt ønsker man at komme i gruppe med nogen, man fungerer godt med på et personligt plan. Men hvis man lærer at facilitere en gruppe og udvikler et professionelt sprog for samarbejde, kan man faktisk få langt de fleste grupper til at fungere – også selvom man ikke går i byen sammen. Skiftes man fx til at facilitere gruppens arbejde, bliver drøftelserne mere fokuserede, resultatskabende og inkluderende.   Ledelse og undervisere på uddannelser bør etablere en  professionel kultur om studiegruppernes samarbejde, herunder sammensætte grupperne og oplære de studerende i facilitering. En studiegruppetjeneste kan hjælpe grupperne, hvis de får problemer.   Bogen henvender sig især til studerende på lærer- og pædagoguddannelserne, men kan bruges af alle studiegrupper.

Alle mennesker har på egen krop mærket, hvad det vil sige at blive opdraget og gå i skole, og mange har også gået i daginstitution. Så alle har erfaringer med den følelseshåndtering, man som barn og elev må mestre for at slippe gennem de første år af livet. I pædagogikken er der imidlertid en tendens til primært at beskæftige sig med afgrænsede og overskuelige problematikker. Følelsesmæssige aspekter bliver ofte skubbet til side eller sat i baggrunden som mindre vigtige end fx videnstilegnelse og målbare temaer. Samtidig er der generelt i samfundet en øget interesse for følelser. De inddrages kommercielt i markedsføring og forbrug, og på arbejdsmarkedet skal man kunne regulere og udtrykke sine følelser på bestemte måder. Pædagogikken er derfor også under forandring mod et øget fokus på følelser til støtte for børns trivsel og som redskaber til udvikling og læring. Men hvad er følelser overhovedet, og hvordan vi kan forstå dem? I Følelser og pædagogik – i samfundsteoretisk perspektiv beskrives ud fra pædagogers egne beretninger, hvordan følelser – både børnenes og pædagogernes egne – indgår i og indvirker på den pædagogiske praksis. Desuden gennemgås de dominerende teorier om menneskers følelser og de begreber, der især er af betydning i pædagogiske sammenhænge. Endelig analyserer og diskuterer bogen kritisk nogle af de udbredte opfattelser med henblik på at udvikle en teoretisk forståelse af følelser i pædagogikken.   Peter Østergaard Andersen er lektor i pædagogik ved Institut for medier, erkendelse og formidling, Københavns Universitet. Han har tidligere skrevet om bl.a. pædagogers praksis, dokumentation og evaluering samt været redaktør på værket Klassisk og moderne pædagogisk teori.