Det, vi kalder den kulturelle udvikling og helst ser som rene fremskridt, indebærer imidlertid, at visse erfaringer, udtryk og forståelsesformer enten går tabt eller degenererer og trivialiseres. Det gælder om noget den folkelige latterkultur, der fra antikken til renæssancen kunne dyrke en materielt-kropslig lyst, der både ville liv og død, begravelse og fornyelse, men gjorde det i latterens og overdrivelsens regi. Et højdepunkt var de middelalderlige karnevalsfester, hvor alting for en stund blev vendt på hovedet og lod en revolutionær kraft danse sanseligt på bordet, og det stærkeste litterære udtryk for denne kropslige latterkultur blev Rabelais’ vildtvoksende fortælling om Gargantua og Pantagruel fra begyndelsen af 1500-tallet. For at forstå dette univers af mad og lort, druk og sex, lyst og overflod indledte den russiske litteraturforsker Mikhail Bakhtin (1895-1975) sin store Rabelais-bog fra 1940/65 med en grundig og epokegørende redegørelse for den næsten glemte tradition for det at kunne le dybt og universelt livsbekræftende ved at lade kroppens nedre regioner komme til orde.
Karneval og latterkultur udkom første gang på dansk i 2001, og Jørgen Bruhn og Jan Lundquist har skrevet forord. Bogen genudgives nu i Hans Reitzels Forlags serie Klassikere.
