Pissedårlig undervisning

Selv om ”pissedårlig undervisning” ikke er et gængs pædagogisk begreb, så er det et aktuelt vigtigt begreb, da det skærper bevidstheden om, hvad der skal til for at opnå den gode undervisning. Det har velmenende idealer og mål for folkeskolen ikke kunne gøre.

Pissedårlig undervisning er således en kommentar til eksisterende pædagogiske teorier og til den aktuelle situation i skolen.

Alexander von Oettingen folder sig her ud med humor og skarpe pointer i et frit og læsevenligt sprog, der samtidig tager læseren med rundt om de faglige begreber, som danner klangbund for tidens drøftelser om folkeskolen. Læs Pissedårlig undervisning, og bliv motiveret til at gøre folkeskolen bedre – enten sammen med dine kollegaer, eller hvis du er studerende, ved at reflektere over dine studier i forhold til forfatterens aktuelle og meget relevante pointer. 

Pissedårlig undervisning

Fås som

  • Bog
  • i-bog

Fakta

ISBN:
9788741277325
Udgave:
1
Udgivelsesdato:
05. juni 2019
Sider:
101
Redaktør:
Henrik Juul

ANMELDELSER

Pissedårlig undervisning er kun på 100 sider, den er hurtigt læst, og den prøver hverken at sælge urealistiske pædagogiske drømmeidealer, politiske fatamorganaer om verdens bedste skole eller 21st Century Learning Skills. Den prøver ikke at pådutte læseren evidensbaseret uddannelsesforskning, der leverer ”viden, der virker”. Den præsenterer ikke en sammenhængende teori, og den er ikke en forskningsrapport. Men den er bestemt seriøs.

Og den er - undskyld mig mit tyske - pissegod. For von Oettingen insisterer på at blive i den virkelige virkelighed, når han snakker skole og læreruddannelse. ”Kunsten er ikke at formulere velmenende idealer for den gode undervisning, men at tale om det, der gør ondt og går skævt”, siger han og efterlyser en realistisk debat, hvor skyggesiderne ikke tabuiseres, fordi de ikke passer til de politiske uddannelsesvisioner eller til lærernes selvforståelse og ledernes udviklingsstrategier. For pissedårlig undervisning findes overalt: i klasseværelser, fagforeninger og forvaltninger, i læreruddannelse, forskning og OECD og på Christiansborg. Og vi lyver for os selv og hinanden, hvis vi ikke indser det, siger han.

Se hele anmeldelsen her

Thorkild Thejsen

Folkeskolen

13. juni 2019

Pissedårlig undervisning er kun på 100 sider, den er hurtigt læst, og den prøver hverken at sælge urealistiske pædagogiske drømmeidealer, politiske fatamorganaer om verdens bedste skole eller 21st Century Learning Skills. Den prøver ikke at pådutte læseren evidensbaseret uddannelsesforskning, der leverer ”viden, der virker”. Den præsenterer ikke en sammenhængende teori, og den er ikke en forskningsrapport. Men den er bestemt seriøs.

Og den er - undskyld mig mit tyske - pissegod. For von Oettingen insisterer på at blive i den virkelige virkelighed, når han snakker skole og læreruddannelse. ”Kunsten er ikke at formulere velmenende idealer for den gode undervisning, men at tale om det, der gør ondt og går skævt”, siger han og efterlyser en realistisk debat, hvor skyggesiderne ikke tabuiseres, fordi de ikke passer til de politiske uddannelsesvisioner eller til lærernes selvforståelse og ledernes udviklingsstrategier. For pissedårlig undervisning findes overalt: i klasseværelser, fagforeninger og forvaltninger, i læreruddannelse, forskning og OECD og på Christiansborg. Og vi lyver for os selv og hinanden, hvis vi ikke indser det, siger han.

Se hele anmeldelsen her

Thorkild Thejsen

Folkeskolen

13. juni 2019

Tillægsord lægger i disse år navn til en udvikling der kan og bør diskuteres; bedre, bedst… fremragende.

Store dele af undervisningssektoren proklamerer ’fremragende undervisning’ og som nødvendig reaktion, har Alexander Von Oettingen begået en lille bog med forhåbentligt stor rækkevidde. Oettingen ønsker at ”give anledning til eftertanke, irritation og diskussion om det, der går galt. Den er en invitation til at tale om det, som vi helst taler udenom” (bogen s. 12). Oettingen starter en varm sommerdag på Folkemødet, hvor Merete Riisager citeres for at have sagt ”nationale test er ingen garanti for pissego´ undervisning” (ibid s. 13). Målet bliver at understrege at dagsordenen med sin selvforherligende og idealiserende tale om fremragende undervisning, har den vrang side, at undervisningsdebatten bliver ”selvtabuisering” (Ibid s.15). Med historiske nedslag i den pædagogiske teoris skatkammer muliggøres en farbar vej, der interesserer sig for al det der går galt, fejlene vi alle begår i undervisningssammenhænge. For ”vejen til det gode går -paradoksalt gennem- det dårlige” (bogen s. 18). Denne bog filtrer sig finurligt og betydeligt ind i den række af centrale stemmer vi har i tiden, der tør tale den idealiserende uddannelsessnak midt imod (”Den smukke risiko, Gerd Biesta 2014 og ”Uren pædagogik” 1-3 af bl.a. Lene Tanggard, 2012 og frem). Og den er et produktivt og selvstændigt bidrag til denne afgørende stemme. (...) Bogen er afgørende læsning i et hvert rum, hvor undervisere og lærere befinder sig.

Heidi Lykke Nissen, lektor og konsulent , Købehavns Professionshøjskole

Dansk pædagogisk Tidsskrift nr. 4, 2019

06. december 2019

Vi bruger cookies på www.hansreitzel.dk

Det gør vi for at sikre en god brugeroplevelse og for at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre din oplevelse af siden. Hvis du klikker dig videre på siden, accepterer du samtidig vores brug af cookies. Læs mere om cookies