Pædagogikkens fundamenter

25 tekster om opdragelse og undervisning

Bør vi betragte børn som tomme kasser, der skal fyldes med læring, eller som forudbestemte væsener med naturlige anlæg for bestemte interesser? Lærer børn og unge bedst på eget initiativ eller under andres opsyn? Skal indholdet i undervisningen være alment og fælles eller specifikt for det enkelte barn? Og i hvor høj grad kan vi som samfund kræve, at opdragelsen i hjemmet såvel som undervisningen i skolen tilpasses omgivelsernes politiske, økonomiske og klimamæssige mål?

Pædagogikkens fundamenter rummer 25 centrale tekster om opdragelse og undervisning, der kan være med til at finde svar på ovenstående spørgsmål. Bogens tekster spænder over hele pædagogikkens historie fra det antikke Grækenland til i dag, og  tilbyder læseren muligheden for at udforske og forstå de historiske fundamenter, hvorpå nutidens pædagogiske tanker og praksisser er bygget.

Bogen består af introduktioner til og tekster af Platon, Aristoteles, Jean-Jacques Rousseau, Wilhelm von Humboldt, Johann Pestalozzi, Immanuel Kant, Friedrich Fröbel, Johann Herbart, N.F.S. Grundtvig, Christen Kold, Herbert Spencer, Hedevig Bagger, Ellen Key, John Dewey, Émile Durkheim, Rudolf Steiner, Lev Vygotsky, Maria Montessori, Inger Merete Nordentoft, Simone de Beauvoir, Célestin Freinet, Jon Hellesnes, K.E. Løgstrup, Paulo Freire samt Carl A. Säfström og Gert Biesta.

Pædagogikkens fundamenter henvender sig til alle, der arbejder med pædagogik eller har interesse for spørgsmål om børn og unges opdragelse.

Pædagogikkens fundamenter

Fås som

  • Bog
  • i-bog

Fakta

ISBN:
9788741277691
Udgave:
1
Udgivelsesdato:
25. januar 2021
Sider:
440
Redaktør:
Henrik Juul

ANMELDELSER

Jeg sidder med en guldgrube af en diger tekstsamling i hænderne. 2.500 års pædagogikhistorie byder sig til i form af 25 centrale tekster om opdragelse og undervisning.

Uddannelsesforsker og ph. d.-studerende Lucas Cone (f. 1992) fra DPU, Aarhus Universitet, har sammen med Hans Reitzels Forlag fået en god idé. Det glimrende overbliks-og standardværk Pædagogikkens idehistorie fra 2017 skal nu følges til dørs af en udgivelse med originale kildeskrifter.

Teksterne spænder vidt genremæssigt, argumentatorisk og stilistisk. I slutningen af 1800-tallet talte den selvlærte engelske pædagogiske tænker Herbert Spencer, der idealiserede biologiens udviklingslære, til fordel for en styrkelse af barnets naturlige kapaciteter til selvopretholdelse.(...) Lucas Cone tager læseren i hånden og leverer et overskueligt ' pædagogisk' skema over bogens tænkere. På blot tre sider præsenteres de 25 tænkeres børnesyn, pædagogikkens mål og pædagogiske metode.

Steen Nepper Larsen

Information

19. februar 2021