Sofokles' tragedie Antigone er skrevet mens oldtidens Athen var på højdepunktet af sin magt i 440'erne f.Kr. Stykket tager udgangspunkt i myten om Kong Ødipus og hans børn, men Sofokles benyttede myten til at sætte nogle dagsaktuelle problemer til debat: forholdet mellem politik og religion, stat og familie, statsmagten og den enkelte. Den dramatiske konflikt mellem Antigone og Kong Kreon har lige siden premieren fascineret både teaterpublikum, kunstnere og læsere.