Brand Team Manager Jette Anne Larsen er ansvarlig for marketingteamet på Hans Reitzels Forlag (og søsterforlaget Munksgaard).
Hvilke opgaver løser I i marketing?
Vi er et team på fem marketingspersoner – tre fuldtidsansatte og to studentermedhjælpere, som løser stort set alle typer marketingopgaver på Hans Reitzels Forlag. Det er alt lige fra SoMe, flyers, nyhedsbreve, studiestartsaktiviteter, PR og meget, meget mere.
Hvad kan du bedst lide ved dit arbejde?
Jeg kan virkelig godt lide at ingen dage er ens. Fordi vi dækker så mange uddannelsesområder, og udgiver så mange bøger om året, spiller vi på rigtig mange tangenter. Bare i sidste uge var jeg til to konferencer, planlagde en målgruppeundersøgelse med en ekstern samarbejdspartner og havde spændende forfattermøder om en kommende bog.
Hvad er det mest udfordrende ved at arbejde med marketing på Hans Reitzels Forlag?
Det mest udfordrende er nok, at vi har mange målgrupper, fordi vi dækker så bredt. Vi skal konstant være opdaterede på vores markeder, og hvad der rører sig – både tematisk og politisk. Heldigvis samarbejder vi med dygtige mennesker i salg og redaktion, som hjælper os med at have fingeren på pulsen.


