Marketingkoordinator Peter Kreiner Hemmingsen koordinerer forlagets optagedage i studiet
Hvad er din primær rolle, når vi filmer forfattere i studiet?
Min primære rolle, når vi har forfattere i studiet, er først og fremmest at lege instruktør. Jeg sørger for at få stillet de spørgsmål, vi ønsker besvaret, så vi får så godt og fyldestgørende et slutprodukt som muligt. Jeg må sørge for at sætte mig ind i bogens overordnede temaer og vinkle interviewet korrekt – og vigtigst af alt; sørge for at vores forfatter(e) er trygge og får en god oplevelse. Det er deres bog, der skal promoveres, og det gøres bedst, hvis man kan se, at de har det godt.
Hvad er det sværeste/mest udfordrende ved forfatteroptagelser?
Det mest udfordrende ved forfatteroptagelser er det arbejde, der ligger forinden; at sætte sig ordentligt ind den enkelte bog, men derudover også at skabe nogle rammer, der får vores forfatter(e) til brillere. Mange af vores forfattere er praktikere og andre fagpersoner, der måske ikke har meget erfaring med at stå foran et kamera og promovere sig selv, så at sørge for, at de kan føle sig i gode hænder og tilpas nok til at levere det budskab, de ønsker, kan til tider kræve lidt – men det lykkes (som regel) altid!
Hvordan forbereder du dig til opgaven?
Netop forberedelse er et keyword her. Jeg forsøger altid at få så godt indtryk af den pågældende bog og forfatter som muligt, inden vi hopper i studiet. Jeg bliver nødt til at være ordentligt klædt på ift. emnet, for overhovedet på nogen tænkelig måde at kunne stille relevante spørgsmål eller tale med. Uden forberedelse bliver jeg en dårlig sparringspartner for forfatteren, og vi kan risikere at det centrale budskab ikke bliver tydeligt nok
Hvordan oplever du korrekturprocessen?
Efter optagelserne bliver videoerne redigeret og klippet, for derefter at blive sendt til mig til en korrekturrunde. Jo flere gange jeg er med til at lave disse videoer, jo hurtigere går korrekturen. Jeg ved efterhånden, hvilke klip jeg leder efter, og hvordan jeg forestiller mig, det kan flettes sammen, så vi får en så fængende og god video som muligt. Vi udgiver ikke noget, som forfatteren ikke selv godkender, så der køres altid en masse korrekturrunder for at sikre os, at alle kan stå inden for det færdige produkt.


