Den bæredygtige stat

I ”Den bæredygtige stat” af Rasmus Willig og Anders Blok bliver man så klædt godt på, når det kommer til at blive oplyst om de samfundsmæssige forhold, betingelser og muligheder, som der er på dette kritiske og afgørende tidspunkt i menneskehedens historie. Bogen burde derfor være fast pensum for alle, som har interesse for samfundet – og måske især for alle med magt til at gøre noget ved samfundsforholdene – og her tænkes ikke kun på politikerne, men også erhvervsledere og undervisere m.fl.

Danmarksbloggen giver ”Den bæredygtige stat” fem ud af seks jordkloder – og vil samtidig minde om, at vi trods rejser til Månen og Mars fysisk kun har én planet at være på som menneskehed.

Se hele anmeldelsen

En voldsom grøn omstilling skal der til, og vi må træffe valg, der rækker ud over os selv. To klimakriseaktive sociologer kaster sig ind i kampen og lancerer et nyt statsbegreb - den bæredygtige stat. Men meget underligt er det, at de ikke går magtanalytisk til værks.

Radikale forandringer skal der til, og den grønne kritik må gøres til en motor for en ny samfundsudvikling, skriver sociologerne Rasmus Willig og Anders Blok i en lille velskrevet og hurtigt læst bog (...)

I ”Den bæredygtige stat” af Rasmus Willig og Anders Blok bliver man så klædt godt på, når det kommer til at blive oplyst om de samfundsmæssige forhold, betingelser og muligheder, som der er på dette kritiske og afgørende tidspunkt i menneskehedens historie. Bogen burde derfor være fast pensum for alle, som har interesse for samfundet – og måske især for alle med magt til at gøre noget ved samfundsforholdene – og her tænkes ikke kun på politikerne, men også erhvervsledere og undervisere m.fl.

Danmarksbloggen giver ”Den bæredygtige stat” fem ud af seks jordkloder – og vil samtidig minde om, at vi trods rejser til Månen og Mars fysisk kun har én planet at være på som menneskehed.

Se hele anmeldelsen

En voldsom grøn omstilling skal der til, og vi må træffe valg, der rækker ud over os selv. To klimakriseaktive sociologer kaster sig ind i kampen og lancerer et nyt statsbegreb - den bæredygtige stat. Men meget underligt er det, at de ikke går magtanalytisk til værks.

Radikale forandringer skal der til, og den grønne kritik må gøres til en motor for en ny samfundsudvikling, skriver sociologerne Rasmus Willig og Anders Blok i en lille velskrevet og hurtigt læst bog (...)

I ”Den bæredygtige stat” af Rasmus Willig og Anders Blok bliver man så klædt godt på, når det kommer til at blive oplyst om de samfundsmæssige forhold, betingelser og muligheder, som der er på dette kritiske og afgørende tidspunkt i menneskehedens historie. Bogen burde derfor være fast pensum for alle, som har interesse for samfundet – og måske især for alle med magt til at gøre noget ved samfundsforholdene – og her tænkes ikke kun på politikerne, men også erhvervsledere og undervisere m.fl.

Danmarksbloggen giver ”Den bæredygtige stat” fem ud af seks jordkloder – og vil samtidig minde om, at vi trods rejser til Månen og Mars fysisk kun har én planet at være på som menneskehed.

Se hele anmeldelsen

Naturvidenskabelige og økonomiske forståelser og begreber dominerer i debatten om den grønne omstilling. Derfor er det også forfriskende, at to nye bøger tilføjer debatten en social og politisk dimension. Den første bog, ”Den bæredygtige stat” (2020), har form af en debatbog og er skrevet af sociologerne Rasmus Willig og Anders Blok.(...) Med de to miljøbøger har undervisningssektoren og miljøbevægelsen fået nogle nye vigtige redskaber (begreber) i den videre miljø- og klimadebat. På en række områder kommer de med kritik af regeringens utilstrækkelige og famlende begyndelse på den grønne omstilling og udstikker nogle pejlemærker for analysen af en nyt bæredygtigt samfund og en ny statsform.

Se hele anmeldelsen

I RASMUS WILLIG OG ANDERS BLOKs Den bæredygtige stat, et programmatisk, men underligt venligt revolutionsskrift, der som endemål har genskabelsen af »de økologiske balancer, som tre århundreders rovdrift på naturen og biodiversitet har undergravet«, skal vi se at »vågne op af den dogmatiske slummer«. Willig (født 1973) og Blok (født 1978) er selv en del af det store »vi«. Begge tilhører de den yngste del af den handlende, parcelhusrobuste Generation X, som har et godt job og har læst Ulrich Beck. De ser den skolestrejkende ungdom, deres egne børn, som heltene, mens skurkene er »de gamle ideologiske realpolitikere« og en »korporatistisk klimaelite«, som lever i fortiden og ikke er i stand til at handle hurtigt nok.

Der er behov for gennemgribende ændringer i statens institutioner, markedets funktionsmåde og civilsamfundets livsformer, nej vildere endnu: en omkalfatring af »de højeste strukturerende principper for vores stat, samfund og sociale relationer« ! Store ord. Til gengæld er løsningen dejligt konkret - og temmelig dansk. Det er noget med lokalt producerede, plantebaserede køkkener i børnehaverne, forbedret offentlig transport, delecykler, deletøj og delegårde. Andele, anparter, medejerskaber og foreninger. En progressiv klimabeskatning, en gradvis afvikling af den animalske produktion og måske endda kompatible, lokale valutaer fri for global spekulation.

For efter velfærdsstatens omfordeling, sociale sikkerhedsnet og forbedring af levevilkår; efter konkurrencestatens deregulering, privatisering og belønning af de dygtigste og mest produktive; efter skærpelsen af konkurrenceevnen i en globaliseret verden er tiden inde til den bæredygtige stat.

SKILLELINJEN GÅR ifølge Willig og Blok således ikke mellem velfærdsstatens demokratiske socialisme og konkurrencestatens økonomiske liberalisme, men mellem på den ene side disse to udlevede statsformer, der begge hviler på ideologi og er muliggjort af fossile brændstoffer, og på den anden side den nye, bæredygtige stat, som hviler på »den i stigende grad klargjorte naturvidenskabelige indsigt«. Videre i samme økomarxistiske boldgade slår forfatterne til lyd for, at jorden, dens ejerforhold og forvaltning må tilbage i centrum for samfundsanalysen.

"Den bæredygtige stat" er i store træk en lang, normativ diskussion om, hvilken rolle staten bør spille; krydret med en række konkrete forslag til forandringer som eksempelvis et borgerting med reel indflydelse og en grøn genopfindelse af andelsbevægelsen. 

Det er både bogens force og begrænsning. I løbet af de seneste år er det udgivet et væld af bøger om klimakrisen, konsekvenserne og mulige løsninger. Den bæredygtige stat giver derfor en passende indspark til, hvordan statsformen kan spille en rolle i klimakrisen. Det har omvendt også sine begrænsninger, hvilket også afspejler sig i bogens længde, som er på 100 sider. 

Se anmeldelsen her

(...) Bogen er i overvejende grad ment som et polemisk bidrag til debatten om den grønne omstiling, men bygger samtidig også på en række forskningsbidrag inden for klima- og miljøsociologien. Særligt fremtræende er forfatternes egne bidrag fra det sidste årti, som i bogen sættes i relation til en række andre bidrag fra internationalt anerkendt forskere - herunder Ulrich Beck, Eva Chiapello, Axel Honneth og Kate Raworth. Kombinationen i disse bidrag bliver i Blok og Willigs kompetente hænder til én samlende nutidsanalyse, der skåret helt ind til benet består af tre ligevægtige dele: (1) både velfærdsstaten og konkurrencestaten har spillet fallit i forsøget på at modvirke menneskeskabte klimaforandringer; (2) de sidste års debat om selvsamme klimaforandringer har skabt et "normativt overskud" i befolkningen, som undersøtter behovet for en grundlæggende samfundstranformation; og (3) svaret på dette behov er en ny statsform - en "bæredygtig stat" - som undersøtter samfundets evne til at reproducere sigt selv uden at overskride klodens naturlige grænser. Resultatet er en ny samfundsvision, hvor frihed for alle kræver kollektive begrænsninger "til gavn for nutidige og fremtidige generationer". Sammenlignet med andre bud på en reel grøn omstilling af samfundet er der rigtig meget godt at finde i denne vision - også selvom der, som andre kritikere allerede har bemærket, mangler en række mellemregninger før idéen om den bæredygtige stat kan siges at være fuldbyrdet (hvilket forfatterne i øvrigt ikke selv benægter; se f.eks. ss. 50, 81). Det mest relevante i den sammenhæng er uden tvivl bogens velturnerede kritik af konkurrencestaten som drivkraften bag den grønne omstilling. Som Blok og Willig gentagne gange fremhæver (ss. 30, 52, 85)  er en sådan form for økomodernisme ikke alene begrænset i sit analytiske udsyn men også politisk afstumpet, især fordi den hverken iddrager den brede befolkning i selve omstillingsprocessen eller for alvor angriber årsagen til de menneskeskabte klimaforandringer: kravet om økonomisk vækst for enhver pris. (...)