Få Lauras bedste studietips og tricks til at komme godt igennem psykologi-studiet
Laura Hvidtfeldt, psykologistuderende ved Syddansk Universitet
Laura Hvidtfeldt, psykologistuderende ved Syddansk Universitet
Acceptér, at ikke alle eksamensperioder er ens, og at den plan, man har lavet for sig selv, sjældent holder 1:1

Fordi læsemængden på psykologi er så enorm, indså jeg hurtigt, at det for mig er overambitiøst at nå at læse alt.
Min typiske tilgang er, at jeg ikke læser til de forelæsninger, jeg møder op til. Her læser jeg oftest kun et referat af de tekster, der er opgivet. Når jeg til gengæld ikke møder op til undervisning eller forelæsning, læser jeg typisk alt og kigger PowerPoint-sldes igennem bagefter.
Jeg prøver ikke at læse mere end 45 minutter ad gangen. Så holder jeg 15 minutters pause, og derefter går jeg i gang igen. Jeg kan rigtig godt lide at romantisere min læsning, og jeg besøger mange hyggelige kaffebarer og skønne læsesale i København for at gøre netop dette. Man kan lige så godt sidde i smukke omgivelser – og de omgivelser, jeg befinder mig i, inspirerer mig og gør mig glad, og på den måde bliver min læsning hyggeligere og bedre.
Jeg lægger tit min telefon helt væk. Det føles ofte fristende at tage telefonen op, særligt for mig, fordi jeg ofte kæmper med at komme ind i et godt flow.
Med det sagt har jeg alligevel tit brug for den, fordi jeg koncentrerer mig bedre, når jeg hører musik. Derfor er det heldigt, at flytilstand findes. Jeg lytter gerne til ”Beta Waves – Study Focus”, eller Charli XCX’s “Party 4 U” på repeat. Sidstnævnte hørte jeg engang så mange gange i løbet af en eksamensperiode, at min hjerne valgte at fortsætte festen hele natten. Det kan dog ikke anbefales!
I forhold til selve eksamenslæsningen er mit bedste råd at lægge en plan og at have så megen struktur som muligt. Sørg for at have plads i kalenderen, og undgå at lave en masse sociale aftaler. Sæt dig ud et sted, og romantisér din eksamenslæsning med en croissant og en kop kaffe.
Lav en deadline for dig selv, så du ikke læser 12 timer hver dag. Læs sammen med andre. Det er en god måde at få energi og input udefra.
Vigtigst af alt: Acceptér, at ikke alle eksamensperioder er ens, og at de krav og den plan, man har lavet for sig selv, sjældent holder 1:1. Jeg har tit oplevet, at jeg faktisk spænder ben for mig selv med de mål, jeg har sat. Hellere sætte færre og mindre ambitiøse mål og så blive positivt overrasket. Ellers kan hver dag hurtigt føles som et nederlag. Hav tiltro til, at krop og hjerne nok skal præstere, når det er nødvendigt.
Søvn er også utrolig vigtig, så prøv at få sovet 7-8 timer hver nat. Tro på dig selv. Det er videnskabeligt bevist, at dem, der tror på, at de kan præstere, ofte også præsterer bedre. Køb dig selv en buket blomster eller et stort stykke kage, når du er færdig.
Mit bedste råd mod stress er fysisk aktivitet. Det kan være en løbetur, en lang gåtur, styrketræning, pilates, en dansefest derhjemme - her taler jeg af stor erfaring - eller noget helt sjette. Det vigtigste er, at du får pulsen op og får et frirum fra bøgerne.
Når jeg har læst en hel dag eller føler mig frustreret over noget fagligt, hjælper en løbetur altid. Endorfinerne giver mig ny energi og glæde. Det fjerner negative tanker og skaber rum for ny inspiration og motivation. En tur i sauna bagefter kan også anbefales, hvis man er med på den trend.
Min motivation holder jeg typisk oppe gennem taknemmelighed. Jeg lever meget efter sætningen: “Pressure is a privilege”. Det må godt være hårdt, men jeg læser min drømmeuddannelse, og det er et privilegium.
For at passe på min mentale sundhed har jeg forsøgt at bryde med det pres og den perfekthedskultur, jeg tidligere har oplevet. Jeg har blokstruktur, og det betyder, at det sommetider kan føles, som om jeg hele tiden går til eksamen.
Derfor har det været en vigtig læring for mig at indse og acceptere, at jeg ikke behøver at læse alt. At jeg ikke behøver at få gode karakterer i alt, fordi det ofte betyder, at jeg må gå på kompromis med min glæde i hverdagen.
Karakterer afspejler en stor del af tiden kun det arbejde og den energi, man har lagt i stoffet, og ikke nødvendigvis ens fulde potentiale eller faglige færdigheder. Mit liv er blevet bedre, efter jeg har indset, at en karakter aldrig afspejler mit fulde potentiale. Snarere afspejler den tiden eller sværhedsgraden af det specifikke fag og den indsats, jeg har lagt i det.
Det vigtigste er, at jeg kender mit eget værd og ved, hvad jeg evner. Den modgang, jeg har oplevet, har kun gjort mig mere rummelig, ydmyg og mere forstående over for andre. Jo mere man taler højt om det - særligt med sine medstuderende - jo bedre tror jeg også, at man får det. Det handler om at turde skabe et åbent og sårbart rum. Det oplevede jeg f.eks. efter min seneste eksamen i statistik, hvor jeg lod fortvivlelse og tårer flyde frit (og halvdramatisk) efter en meget uheldig eksamensoplevelse. Måske inspirerede jeg andre til at turde være sårbare en anden gang? Det er desuden det bedste 4-tal, jeg har fået i mit liv.