Det epidemiske samfund
Bogen analyserer vores samfund ramt af epidemien og ser COVID-19 som en forandrende begivenhed og et historisk brud. Bogen sporer de dybereliggende brud og de myriader af tanker og relationer, som COVID-19 har ført med sig og reflekterer over tilstedeværelsen af epidemien i en historisk kontekst.
KLIK HER FOR AT HENTE BOGENS FIGURER
I bogens analyser aner vi nye former for magt og betragtninger om bl.a. krop, køn, by, klima og klasse. I Det epidemiske samfund opfattes samfundet som en tilstand af refleksivitet, hvis forandringspotentialer er igangsat af tilstedeværelsen af virus.
Bogens bidrag er skrevet af førende danske forskere og vækker til eftertanke.
Bogen er redigeret af Ole B. Jensen, professor på Institut for Arkitektur og Medieteknologi, Aalborg Universitet, og Nikolaj Schultz, ph.d.-stipendiat i sociologi på Københavns Universitet. Begge kendte for deres engagement i at åbne nye mulige tankerum.

Fås som
- Bog
- i-bog
Fakta
Ekstramaterialer
ISBN: | 9788702308181 |
Udgave: | 1 |
Udgivelsesdato: | 01. december 2020 |
Sider: | 320 |
Redaktør: | Marie Bruvik Heinskou |
ANMELDELSER
5 stjerner.
Bogen fungerer som en prisme hvor hvert kapitel belyser hver sin side af en pandemi vi stadig befinder os midt i, og hvor vi bliver klogere på om de ‘gamle’ samfundsteorier stadig holder, eller om vi er nødt til at rokke ved dem og finde nye begreber.
For eksempel er der skarpe hug til de medier der nærmest pr. automatik hiver Ulrik Bechs begreb ‘risikosamfundet’ frem, uden at forstå præmisserne for begrebet. (...)
Hvis verden er domstol kan bogen ‘Det epidemiske samfund’ kaldes et ekspertvidne som det er værd at lytte til, for at blive skarpere på at forstå hvad der sker med samfundet under en pandemi vi ikke har set det sidste til endnu.
Mark Kuusela
Kulturinformation
11. januar 2021En skelsættende begivenhed som en global pandemi bør anspore til nytænkning, men har tidens intellektuelle formået at levere den? To bud på samfundsdiagnoser i coronaæraen, fra internationale tænkere og danske forskere, forsøger sig med vidt forskellige tilgange: svulstige analyser over for sociologisk præcision (...)
Et af bogens bedste bidrag er af sociologen Anders Blok, der står som en befriende modsætning til Achille Mbembes vidtløftigheder. På en klar og overbevisende facon viser han, at vores svar på pandemien er lige så afgørende som COVID-19 i sig selv og dermed kan være lige så skadelige, fordi vores økonomi, mobilitet og vaner indgår i komplicerede loops med pandemien. Det betyder bare ikke, at COVID-19 og klimakrise uden videre kan koges ned til at være sådan cirka samme udfordring.
Blok trækker med præcision på sociologen Ulrich Beck og hans klassiker fra 1986 om Risikosamfundet. Hovedpointen i dette hovedværk lyder, at en række risici er menneske-og samfundsskabte, de er bivirkninger af en økonomisk og teknologisk udviklingsproces. Der er tale om processer, der peger tilbage på deres eget samfundsmæssige ophav. Vor tids monstrøst store eksempel er klimakrisen, hvor en fossil civilisation har genereret den globale opvarmning som en utilsigtet konsekvens.
Blok peger overbevisende på, at vi i håndteringen af pandemien reelt fortsat behandler den som en ekstern natur og et udefrakommende chok, mere end som en sindrigt samfundsproduceret risiko - og det i en klar modsætning til vores forhold til klimaforandringerne, som han beskriver som ' ren selvkonfrontation'.(...)
Critical Inquiry og Det epidemiske samfund viser spændvidden i den intellektuelle reaktion på pandemien. Der er tale om to ret forskellige temperamenter. De (hovedsageligt) nøgterne danske sociologer over for et internationalt konglomerat af begrebslige spekulanter. De danske sociologer tager de fleste af stikkene hjem. De ønsker at forstå og vise frem, ikke at belære om menneskehedens grænseoverskridelser.
Frank Beck Lassen
Moderne Tider, Information
01. februar 2021Pandemien har sat verden på den anden ende. Der er trukket i accelerationssamfundets håndbremse. Det er der netop udkommet en interessant bog om: Det epidemiske samfund. Bogen belyser mange forskellige aspekter af pandemien – både historiske, sociologiske og filosofiske. Bogen er redigeret af Nikolaj Schulz, der er ph.d. studerende hos Bruno Latour i Paris, og professor Ole B. Jensen. Bogen har spændende betragtninger om bl.a. magt, refleksivitet og nye muligheder for at leve med epidemier som blind passager.
Psykolog Allan Holmgren
DISPUK
02. februar 2021