.svg){kind=logo}
Der er lige kommet nye læseplaner, og med læseplanen for dansk er et nyt begreb blevet centralt: brugstekster. Det er den ene af fagets tre tekstkategorier. Eleverne skal undervises i at analysere og selv fremstille brugstekster, og der stilles opgaver i brugstekster ved 9.-klasseprøven. Sådan defineres brugstekster i den nye læseplan: Tekster, der har en bestemt funktion i en kommunikationssituation.
Det er understreget, i læseplanen at eleverne skal arbejde med tekster i kontekst. Den vægt, der nu lægges på brugstekster og den situation, de indgår i, er uvant for nogle, både lærere og elever. Det kan kræve en justering af, hvordan undervisningen tilrettelægges, og dermed i første omgang også ekstra opmærksomhed, men det gælder om at udnytte de muligheder, der også er for at forenkle undervisningen.
Eleverne skal fra yngste til ældste klasse arbejde ud fra de samme hovedspørgsmål:
I hvilken rolle skriver afsenderen:
Som ansøger, forbruger, repræsentant for nogen, en, der har et bestemt job eller i en anden rolle. Og hvad indebærer det for, hvad der skal med og ikke med i teksten, og for sproglige valg?
Hvad er hensigten med teksten:
Hvad skal teksten vise læserne, forklare dem, få dem til at forstå, mene, få dem til at gøre eller måske netop ikke gøre? Og hvad indebærer det for valg og vægtning af indhold, for dispositionen og sproget.
Hvad ved vi, og hvad antager vi om målgruppens forudsætninger på det område, som teksten handler om:
Hvad kan og ved de, og hvad kan og ved de ikke, som skal forklares i teksten? Hvad interesserer dem, og hvad interesserer dem ikke, som de skal gøres interesserede i? Hvad mener de, og hvordan skal der tages højde for det, hvis teksten skal overbevise dem om noget andet?
Hvordan er den konkrete læsesituation:
Læser man teksten, fordi man har brug for den, fx en instruktion? Eller skal man lokkes til at læse teksten i et mylder af andre tekster? Og hvad indebærer det for teksten, dens længde, disposition og layout?
Det er det, læreren skal undervise og vejlede eleverne i, hvad enten det er de yngste klasser, der skal skrive skilte, invitationer eller efterlysninger, eller ældre klasser, der skal skrive kampagnetekster. Med de fire hovedspørgsmål som udgangspunkt får læreren mulighed for at forenkle undervisningen og vise eleverne, at de kan overføre erfaringer fra arbejdet med én tekst til den næste. Det fælles udgangspunkt giver samtidig dansklærerteamet mulighed for at skabe sammenhæng mellem afdelinger og for at indgå i et samspil med andre fag om faglige skrivning.
Det med genrerne kan også lettes. ”Det er ikke et mål at nå alle genrer i danskundervisningen”, står der i den nye læseplan. Det er heller ikke hverken muligt eller værd at prøve. Man kan ikke opstille en liste over de genrer, som eleverne får brug for at beherske i livet uden for skolen, eller de genrer, som kan forekomme til 9. klasseprøven. Det vil være skiftende genrer. I stedet kan man undervise eleverne i at undersøge eksempler på en genre, drøfte, hvad der ser ud til at være karakteristisk for genren, og overveje, hvad der er relevant for den konkrete tekst, de skal i gang med at skrive, og den konkrete situation, den skal passe ind i. Genretræk skal ikke bare overholdes, de skal overvejes. Det er med andre ord et beredskab til at udforske genrer, eleverne skal undervises i, ikke et pensum af bestemte genrer, som måske alligevel ikke er med til prøven. Også det kan blive til en lettelse.
Skriv kort og godt giver forslag til, hvordan læreren kan forenkle og skabe sammenhæng i undervisningen i at skrive brugstekster.
Der er beskrivelser af, hvordan læreren kan tilrettelægge skriveprocessen med vægt på forberedelse, kommentarer til elevernes udkast og opsamling af klassens erfaringer. Og der er en lang række forslag til opgaver, som læreren kan tilpasse til egen klasse, blandt andet forslag til, hvordan læreren kan udnytte begivenheder i årets løb til at undervise eleverne i at skrive tekster, der faktisk skal læses og bruges af andre.