Veje ud af mistrivsel – og ind i stærkere fællesskaber

Ib Ravn svarer i artiklen her på 7 spørgsmål, så vi kan blive klogere på de vigtigste pointer i bogen. Læs med her.

Hvad var din motivation for at skrive ”Det overvældede selv”?

Jeg læste i 2018 en bog om den traume-orienterede tilgang til psykisk lidelse, ”Kroppen holder regnskab”, af Bessel van der Kolk. I de følgende år satte jeg mig ind i den videnskabelige litteratur, og jeg fik lyst til at formidle til andre alt det vigtige, jeg havde fundet ud af om stress, belastninger og traumer, og at de ting faktisk kan forklare rigtig megen psykisk mistrivsel. Når man stresses og belastes igen og igen, specielt som lille, bankes stressresponsen i vejret, man bliver overvagtsom, frygter med god grund angreb fra alle sider, og det er kernen i angst, som kan blive til mistrivsel og psykisk lidelse. 

Når man stresses og belastes igen og igen, specielt som lille, bankes stressresponsen i vejret, man bliver overvagtsom, frygter med god grund angreb fra alle sider, og det er kernen i angst, som kan blive til mistrivsel og psykisk lidelse.

I bogen trækker du på selvbestemmelsesteorien, traumeforskning og neuropsykologi. Hvad kan den kombination, som de enkelte felter ikke kan hver for sig?

 Jeg ville ikke bare formidle stress- og traumeforskningen, som den er, men også give mit eget bidrag. I 2021 skrev jeg ”Selvbestemmelsesteorien”, og jeg bruger dens behovspsykologi til at forstå mistrivsel med. Man mistrives, når man ikke oplever autonomi (dvs. skubbes væk fra førersædet i ens liv, som når man kontrolleres og straffes vilkårligt som barn), ikke oplever kompetence (”Jeg er uduelig, jeg kan ingenting”) eller ikke oplever samhørighed (”Hvorfor er der ingen, der hjælper mig? Jeg er alene og ensom”). Jeg viser, at med stress- og traumeperspektivet er selvbestemmelsesteorien ikke bare en trivselspsykologi, men også en mistrivselspsykologi. 

Jeg viser, at med stress- og traumeperspektivet er selvbestemmelsesteorien ikke bare en trivselspsykologi, men også en mistrivselspsykologi.

Du introducerer begrebet “faciliterede fællesskaber”. Hvad adskiller dem fra de fællesskaber, vi normalt indgår i, og hvad er fordelene? 

Fællesskaber kan godt opstå spontant, men med facilitering kan man hurtigere få det rart og sjovt sammen. Vi tror tit, at sætter man bare 30 mennesker sammen i et lokale, fx en klasse eller en fredagsbar eller en ny forening, så bliver det sjovt af sig selv. Men som regel dannes der bare nogle få kliker og en række ”veninde”-par, og den sidste tredjedel af deltagerne kommer ikke i gang socialt og går derfor tidligt hjem eller dropper ud af uddannelsen og kommer ikke igen. Med en vært eller facilitator kan man sætte deltagerne i gang med at møde hinanden på kryds og tværs og give dem noget at tale om eller lege eller arbejde sammen om, så ingen udelukkes, og alle får talt med nogen og viser sig fra deres bedste side. Man kommer ud over vores meget danske trang til at danne kliker og blive i dem og ignorere alle andre. 

I bogen giver du praktiske anvisninger til, hvordan vi i hverdagen kan skabe bedre sociale mikrostrukturer for glæde og samvær. Kan du give et konkret eksempel på dette? 

Ja. To studiekammerater eller to kolleger har lige sat sig over for hinanden i kantinen og indleder en samtale. To minutter senere sætter en tredje sig ved siden af og vil gerne være med. Men de to ænser ikke den nye, for nu har de altså lige gang i en samtale. Den tredje sidder og glor i ti eller tyve minutter. I stedet kan man vende sig mod den nye og sige: ”Hej, vi taler lige om X. Hvad tænker du om X?” Det har vi utroligt svært ved i Danmark, men når først man er blevet opmærksom på vores ekskluderende samtalekultur, kan man bare lave det om og invitere de ”nye” ind. 

Et andet eksempel. Til festlige lejligheder kender man som gæst ofte kun nogle få andre. Værten kan efter sine få ord til velkomst sige til alle: ”Når jeg siger til, vil I så ikke tage tre skridt til siden og hilse på nogen, I ikke kender? Om syv minutter klapper jeg i hænderne, og så finder I en ny, og så gør jeg det en tredje og sidste gang. Tre nye mennesker på 21 minutter. Værsgo!” Det giver selskabet en fornemmelse af, at her henvender man sig til mennesker, man ikke kender, og ingen skal sidde og kukkelure for sig selv eller hænge på en medbragt veninde i timevis. På den måde kan vi måske få nedbragt den del af alkoholforbruget, der handler om at overvinde sociale barrierer. 

Når jeg siger til, vil I så ikke tage tre skridt til siden og hilse på nogen, I ikke kender? … Tre nye mennesker på 21 minutter. Værsgo!

Hvad håber du, at samfundet som helhed kan lære af forskningen om stress og fællesskab? 

De fleste af os ved godt, at fællesskaber er gode mod stress og overbelastning. Det svære er at skabe fællesskaber og invitere nye mennesker ind i gamle fællesskaber. Her kan den bevidste tilgang til menneskers samvær, der ligger i faciliteringskunsten, være til stor hjælp. Det er ikke nok at åbne en sportshal om aftenen eller lave et socialt legerum for voksne i kvarteret. Det skal faciliteres. Nogen skal sige eller skrive på FB: ”Vi mødes kl. X på fredag, og facilitator Emma sætter aktivitet Y i gang. Alle er velkomne, det varer en time, og der kan købes drikkevarer bagefter.” Sådan noget kræver et levende menneske, Emma, og det har vores politiske og økonomiske institutioner været alt for dårlige til at gennemskue: Vi skal have en facilitator på plads for at sikre at mennesker gider komme og får det godt med hinanden. 

Hvis du kun måtte give læseren ét praktisk råd til at styrke sin egen trivsel og sine fællesskaber her og nu, hvad ville det så være? 

Hver gang du er i et fællesskab på et offentligt sted, så løft snuden en gang i mellem, kig ud af det, og opdag dem, der ikke er med i det, men som står forgæves og ”banker på”. I kantinen, til fredagsbaren, på værtshuset, til festen, i foreningen, til træningen eller til rundvisningen. Vi er så optagede af vores egne små samtaler og larmende vennegrupper, at vi let får ekskluderet de nye og anderledes. Ræk hånden ud, hils på dem, veksl et par bemærkninger, træk dem med ind, hvis det kan lade sig gøre. 

Hvad håber du, at læseren sidder tilbage med, når bogen er læst færdig? 

Denne her oplevelse: ”Hvor var det spændende! Tænk, hvor kan man blive klogere på menneskers psyke og handlinger på mange nye måder. Og hvor er der faktisk meget, vi selv kan gøre, hvis vi gerne vil mindske mistrivsel og lindre psykisk lidelse omkring os.” 

Det overvældede selv er både en faglig kortlægning af, hvordan stress og traumer påvirker vores liv, og en praktisk håndsrækning. Bogen peger på, at mistrivsel ikke kun er et individuelt problem, men noget, der opstår og kan lindres i relationer. Når vi forstår, hvad der sker i os, og når vi organiserer vores fællesskaber en smule klogere, kan vi skabe rammer, hvor flere oplever autonomi, kompetence og samhørighed. Vejen ud af mistrivsel begynder måske netop dér.