Hvordan taler vi egentlig om børn og unge med diagnoser, og hvad gør det ved dem?

Det spørgsmål er omdrejningspunktet i Diagnoser, adfærd og normalitet, hvor Anette og Søren Bøjgård Schleicher udfordrer vanetænkningen i det pædagogiske og behandlingsmæssige arbejde. Begge forfattere er lektorer ved henholdsvis UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole og UC Syd Læreruddannelsen, og de har skrevet en bog, der insisterer på, at diagnoser ikke må stå alene.Her fortæller de om baggrunden for bogen, sprogets betydning og håbet om en mere pædagogisk praksis.

Hvad var den konkrete anledning til, at I valgte at skrive netop denne bog nu? Hvad er det i tiden, der gør den særligt nødvendig?

Vi oplever en markant stigning i antallet af børn og unge, der får en diagnose, og samtidig en hverdag i praksis, hvor diagnoser ofte bliver det primære blik på barnet. Det skaber både muligheder og begrænsninger. Vi skrev bogen, fordi vi ser et behov for at nuancere forståelsen af diagnoser og sætte fokus på adfærd og normalitet i en tid, hvor kompleksiteten i børns liv er større end nogensinde. Bogen er et forsøg på at give fagprofessionelle et mere balanceret og menneskeligt blik på børn og unge, et blik, der rækker ud over diagnosen.

Vi skrev bogen, fordi vi ser et behov for at nuancere forståelsen af diagnoser og sætte fokus på adfærd og normalitet i en tid, hvor kompleksiteten i børns liv er større end nogensinde.

Hvordan håber I, at bogen kan ændre den måde, fagprofessionelle ser på børn og unge med diagnoser i hverdagen?

Vi håber, at bogen kan inspirere til at se diagnosen som én brik i et større billede, og ikke som hele forklaringen. Når fagprofessionelle møder børn og unge med en større nysgerrighed på deres livssammenhænge, relationer og udviklingsmuligheder, bliver det lettere at skabe meningsfulde pædagogiske og behandlingsmæssige indsatser. Vi ønsker at styrke modet til at stille spørgsmål, frem for hurtige konklusioner.

Hvilken betydning har det sprog, vi bruger om børn med diagnoser, og er der begreber, I mener, vi bør gentænke?

Sprog skaber virkelighed. Når vi taler om børn som “udfordrende”, “problembørn” eller “diagnosebørn”, risikerer vi at reducere dem til deres sværeste sider. Vi argumenterer i bogen for, at vi bør gentænke begreber som “normalitet” og “afvigelse”, fordi de ofte bliver brugt uden refleksion. Et mere nuanceret og relationelt sprog kan åbne for nye forståelser og nye handlemuligheder, både for barnet og for de voksne omkring det. Altså arbejde med alternative narrativer.

Sprog skaber virkelighed. Når vi taler om børn som “udfordrende”, “problembørn” eller “diagnosebørn”, risikerer vi at reducere dem til deres sværeste sider.

Hvordan påvirker det et barn eller en ung at få en diagnose, både i forhold til selvforståelse og omgivelsernes forventninger?

En diagnose kan være en lettelse, fordi den skaber forklaringer og adgang til støtte. Men den kan også blive en identitetsmarkør, som barnet føler sig låst fast i. Omgivelserne kan, ofte ubevidst, begynde at forvente bestemte former for adfærd, og barnet kan internalisere disse forventninger. Vi peger derfor på vigtigheden af, at diagnosen bruges som et redskab, ikke som en fortælling om, hvem barnet “er”.

I har indarbejdet refleksionsspørgsmål i bogen. Hvordan håber I, at de bliver brugt i praksis?

Refleksionsspørgsmålene er tænkt som små pauser i læsningen, hvor man stopper op og undersøger sin egen praksisog sin egen forholdemåde. Vi håber, at de bliver brugt til teammøder, i supervision, uddannelsesforløb og i hverdagsdrøftelser mellem kolleger eller forældre. De skal fungere som en invitation til at tænke langsommere, mere kritisk og mere nysgerrigt, og til at skabe fælles faglig udvikling.

Hvis I kigger 5 til 10 år frem, hvordan håber I, at arbejdet med diagnoser, trivsel og inklusion har udviklet sig?

Vi håber, at vi bevæger os mod en praksis, hvor diagnoser ikke står alene, men indgår i en bredere forståelse af børns liv. En praksis, hvor trivsel og relationer vægtes lige så højt som udredninger og kategoriseringer. Og vi håber, at inklusion ikke kun forstås som et organisatorisk mål, men som en grundlæggende menneskelig tilgang: at alle børn har ret til at høre til og blive mødt med respekt for deres forskellighed. Et andet menneskesyn.

Hvad håber I, at læseren sidder tilbage med, når bogen er læst færdig?

Vi håber, at læseren sidder tilbage med en større faglig ro og en fornyet nysgerrighed. At man føler sig bedre klædt på til at forstå børn og unges adfærd i et bredere perspektiv, og måske også mere modig i forhold til at udfordre vante forståelser. Frem for alt håber vi, at bogen giver og kan lægge et grundlag for at se barnet og den unge bag diagnosen. Pædagogikken er vores profession, og det er med pædagogikken, der handles. Den medicinske verden, psykiatrien, har sin tilgang til viden, og psykologien giver indsigten, som pædagogikken skal handle på. Den stemmer ikke altid overens med den pædagogiske tradition. Det er meget vigtigt at institutioner og skoler i langt højere grad insisterer på, at vi betjener os af pædagogisk viden og århundreders traditioner for at mennesket lærer og udvikler sig i langsomme cirkulære processer. Diagnoser kan låse fast. Det skal vi væk fra.Pædagogik er langsommelighed.

Diagnoser kan låse fast. Det skal vi væk fra. Pædagogik er langsommelighed.

Med Diagnoser, adfærd og normalitet leverer Anette og Søren Bøjgård Schleicher ikke blot en fagbog, men et opråb om at sænke tempoet, skærpe blikket og genopdage barnet bag kategorierne. I en tid, hvor diagnoser ofte bliver svarene, insisterer de på, at vi tør blive i spørgsmålene lidt længere.