Spring til hovedindhold

Hans Reitzels Forlag Forlaget blev grundlagt i 1949 af Hans Reitzel. Han blev kendt som en kontroversiel forlægger med udgivelse af kvalitetsbevidst og vovet skønlitteratur, blandt andet bøger af Henry Miller og Jean Genet. Forlaget udgav desuden debatskabende faglitteratur om psykologi og pædagogik, samt tidsskriftet Perspektiv. Sigmund Freud, A.S. Neill og Jean Piaget udkom også her, og det samme gjorde Mao’s lille røde. Grafikeren Palle Nielsen udgav også sine monumentale værker her, og Mogens Brandts kogebøger og Elisabeth David med bl.a. Fransk landkøkken gjorde også forlaget kendt. Den grønne æble-serie var et af forlagets kendetegn. 
I dag er forlaget et af landets mest velrenommerede akademiske forlag. Udgivelsesprogrammet er mangfoldigt og omfatter fag- og lærebøger inden for psykologi, socialt arbejde, pædagogik, samfundsvidenskab, humaniora, økonomi, jura, kommunikation og organisations- og ledelsesfag.