Thomas Illum Hansen

Kunne man før nøjes med at læse pædagogisk-filosofiske tekster for at nærme sig pædagogikkens DNA, griber man i dag til uddannelsesforskningens analyser og data. Før orienterede man sig altså ud fra idéhistoriske tanker og refleksioner – i dag empirisk! Men modsætningen mellem pædagogik og uddannelsesforskning er forkert. Kant, Herbart, Grundtvig, Dewey og i dag Biesta, Prange og Benner var og er ikke uinteresseret i den empiriske forskning. Deres teorier har blik for, at empirien er en vigtig erkendelsesform, når det drejer sig om dannelsesprocesser og den pædagogiske praksis. De har forskellige syn på empiri, dannelse og forskning og ser også forskelligt på sammenhængene imellem dem. Men uden forståelse for det empiriske og den empiriske forskning er de ikke – tværtimod.   Denne bog udreder således moderne betydningsfulde pædagogiske tænkere i lyset af den empiriske dannelsesforskning. På den måde når bogens bidrag også frem til, hvad de pædagogiske tænkere kan have af betydning for pædagogisk praksis i dag. Pædagogiske tænkere – bidrag til empirisk dannelsesforskning henvender sig til dem, der studerer folkeskolen for i fremtiden at gøre den bedre.

Kan man måle dannelse og dannelsesprocesser? Kan man egentlig forske med pædagogikken som afsæt? Og kan man forske normativt i spændingsfeltet mellem teori, praksis og empiri? Empirisk dannelsesforskning er et nyt begreb i dansk uddannelsesforskning. Begrebet antyder, at dannelse kan belyses gennem empiri, og at begrebet hører hjemme i fællesmængden mellem to ellers modstridende traditioner: den evidensbaserede empiriske pædagogik og den normative teoretiske pædagogik. Bogen fremskriver dette nye begreb, hvor pædagogisk teori og pædagogisk praksis mødes i empirien. Det kommer til syne i de fortolkninger, vi med teori kan lave om praksis, og i de udfordringer praksis stiller til teorien og empirien. Empirisk dannelsesforskning henvender sig både til studerende og til forskere, der undersøger den pædagogiske virkelighed, hvori dannelse er central.

Didaktikhåndbogen er en fuldendt lærebog i didaktik, der omfatter didaktikkens historie, teorier og virkeområder. Bogen er struktureret i to dele: A: "Didaktiske teorier", der udreder didaktiske retninger og traditioner, som de har udfoldet sig i den angelsaksiske verden, den kontinentale verden og i Danmark. B: "Didaktisk belysning af temaer", der gennem en lang række temaer kontekstualiserer didaktiske teorier og kategorier inden for de virkeområder, som didaktikeren typisk møder i sin praksis. Didaktikhåndbogen præsenterer således det vidensgrundlag, som den studerende kan bruge til at skabe og reflektere over sin praksis. Bogen er tænkt som den studerendes arbejdsredskab og følgesvend gennem hele studiet. Den henvender sig til læreruddannelsen og pædagogiske bachelor-, diplom- og kandidatuddannelser.

Folkeskolen skal skabe "oplevelse, fordybelse og virkelyst", så eleverne kan udvikle "erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle". Sådan har det heddet i folkeskolelovens formålsparagraf siden 1993. En samlet pædagogisk behandling af begreberne oplevelse, fordybelse og virkelyst har vi haft til gode lige siden. Den er her nu. Forfatterne beskriver over en didaktisk model, hvordan æstetik i undervisningen kan åbne fagene og fremme oplevelse, fordybelse og virkelyst hos eleverne. Oplevelse, fordybelse og virkelyst tager primært udgangspunkt i folkeskolens praksis, men den henvender sig bredt til alle undervisere, der lægger vægt på elevernes æstetiske erfaringer.