Christopher Karanja Odgaard

Ethvert samfund må overveje, hvad det som fællesskab skal tilbyde børn og unge, og hvad det forventer af dem. Skal samfundet først og fremmest skabe rammer for, at børnene og de unge kan realisere deres drømme, udnytte deres potentialer og lære at klare sig selv? Eller skal det sørge for, at ingen ekskluderes, og alle får mulighed for at klare sig så godt som muligt, og drage omsorg for dem, der ikke kan klare sig selv? Ofte betragtes inklusion som en opgave, der primært påhviler daginstitutionen eller skolen, og som kun retter sig mod specifikke børn og unge med såkaldt særlige behov eller i såkaldte vanskelige læringssituationer. Traditionelt har inklusionsopgaven hørt til det special- eller socialpædagogiske arbejdsområde, og spørgsmålet har primært været, hvordan man kunne integrere social- og specialpædagogiske kompetencer og færdigheder i det almenpædagogiske miljø i skole og daginstitution. Inklusion og eksklusion giver et andet bud på inklusion. Bogen bygger på den antagelse, at børns og unges læring, udvikling og deltagelse i samfundet grundlæggende er et socialt anliggende. Den forstår inklusion som en social praksis, dvs. en praksis, der både producerer og reproducerer normer, regler, rutiner gennem sociale processer, interaktioner og relationer. Bogen bidrager med viden, der kan give en dybere forståelse af inklusions- og eksklusionsprocesser i samfundet og dets institutioner, og om, hvad det betyder for børn og unge at møde både inkluderende og ekskluderende processer i deres liv.