
Camilla Kring
Camilla Kring er civilingeniør, ph.d., forfatter og foredragsholder og internationalt anerkendt ekspert i anvendt kronobiologi. I mere end 20 år har hun arbejdet med tid og rytmer i det moderne arbejdsliv – fra de små rytmer i hverdagen til de større tidsstrukturer i organisationer og samfund. Hun bygger bro mellem forskning og praksis og undersøger, hvordan vi kan få større autonomi over tiden, så arbejdsrytmer, døgnrytmer og familierytmer kan spille sammen i stedet for at kollidere.
Camilla Kring er indehaver af Super Navigators og har siden 2005 arbejdet med at skabe fleksible arbejdskulturer i organisationer i 17 lande. Hun er forfatter til syv bøger, herunder Jeg er B-menneske (2016), Find din døgnrytme (2022), Chronoleadership (2025) og senest har hun skrevet Tænk, hvis arbejdstiden passede til flere (2026). Hun er TEDx Speaker, har skrevet for blandt andre Fast Company og Harvard Business Manager, og hendes arbejde har været omtalt i The New York Times, BBC og The Guardian.
I 2026 blev hun udvalgt til Thinkers50 Radar Class of 2026, der består af 30 tænkere fra hele verden, som forventes at få betydning for fremtidens ledelse og arbejdsliv.