Traume, hjerne og krop

Biologiske perspektiver på PTSD

Overgreb, ulykker, krige og naturkatastrofer er eksempler på hændelser, der i den enkeltes liv kan blive traumatiske oplevelser med svære og langvarige psykiske vanskeligheder til følge. Traume, hjerne og krop viser med udgangspunkt i diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD), hvordan krop og hjerne har betydning for traumereaktioner.

Bogen gennemgår biologiske karakteristika ved centrale symptomer som genoplevelse, undgåelsesadfærd, øget alarmberedskab, pludselige oplevelser af, at omverdenen er unaturlig eller fremmed, samt forstyrrelser i følelsesmæssige reaktioner. Ud fra et biologisk perspektiv forklarer bogens forfattere sammenhænge mellem PTSD og andre sygdomme, der ofte opstår sammen med PTSD, og læseren introduceres til forskellige former for behandling af PTSD. Forfatterne diskuterer undervejs biologiens betydning for den overordnede forståelse af PTSD, herunder vekselvirkninger mellem biologi og psyke.

Bogen er relevant for alle, der beskæftiger sig med mennesker, som har været udsat for traumer.  

Traume, hjerne og krop

Fås som

  • Bog
  • i-bog

Fakta

Ekstramaterialer

ISBN:
9788741273495
Udgave:
1
Udgivelsesdato:
27. januar 2021
Sider:
262
Redaktør:
Sophie Ellgaard Soneff

ANMELDELSER

Praksisnær fagbog giver indblik i biologien bag PTSD

Indenfor de seneste årtier er antallet af biologiske studier inden for PTSD steget markant. Forskningen viser, at et psykisk traume kan have en gennemgribende indvirkning på menneskets biologi. Hovedformålet med ' Traume, hjerne og krop' er at give læserne indblik i den nyeste biologiske viden på området.

Bogen er særdeles relevant for fysioterapeuter, som beskæftiger sig med PTSD.

Den forklarer detaljeret og forståeligt den PTSD-ramtes symptomer og reaktioner ud fra et biologisk perspektiv. Bogen beskriver bl. a. neurobiologien bag de centrale PTSD-symptomer samt dissociative symptomer. Endvidere redegør den for den nyeste forskning inden for PTSD og somatisk komorbiditet, herunder bl. a.

inflammation, infektion, hjertekarsygdomme, søvn og kroniske smerter.

Teksten underbygges af grafiske illustrationer og cases, som letter den samlede læseoplevelse og gør den praksisnær.

Endvidere belyses den kompleksitet, der præger den posttraumatiske lidelse, men også forskningens dilemmaer og udfordringer.

Bogen kan bidrage til en skærpet pædagogisk og psykoedukativ indsats i behandlingen af PTSD. Jeg forestiller mig, at de biologiske perspektiver bl. a. kan komme traumatiserede flygtninge til gode ved at styrke aftabuisering og afstigmatisering af psykisk sygdom som følge af traumer.

Her fra klinisk praksis, hvor jeg læser bogen, sidder jeg med en følelse af at være kommet tættere på PTSD-forskningens fortrop, end jeg har været i årevis. 

Line Balslev, fysioterapeut med mere end 10 års erfaring indenfor traumeområdet på Rehabiliteringscenter for Flygtninge i Aalborg.

Fysioterapeuten

18. maj 2021