De topmotiverede unge

Det kan undertiden være svært for underviserne i det traditionelle uddannelsessystem at motivere og engagere de unge, og mange unge kæmper selv en kamp for at ”tage sig sammen”. Der findes imidlertid andre unge, der er endog meget motiverede – ja, ligefrem topmotiverede.

Omdrejningspunktet i De topmotiverede unge er samtaler med ti unge, der skiller sig ud ved i særlig grad at udfolde engagement og virkelyst inden for et bestemt område. De er entreprenante, kreative, skæve, ambitiøse og stikker på forskellig vis næsen frem. Nogle står på egne ben, andre handler i fællesskab. Nogle er blevet hjulpet frem af uddannelsessystemet, andre har fundet deres vej på trods. Nogle arbejder for en bedre verden, andre er dedikeret til et lille nørdet projekt. Nogle drømmer om succes, penge og berømmelse, mens dette for andre er helt underordnet.

Med udgangspunkt i disse ti unges beretninger giver bogens forfattere deres bud på, hvad der uden for uddannelsessystemet skaber motivation for unge, hvilke fremtidsperspektiver fortællingerne peger på, og hvad kan man gøre for at skabe og støtte unges motivation i og uden for uddannelsessystemet. Bogen indledes med en beskrivelse af de samfundsmæssige og kulturelle bevægelser og forandringer, som i disse år er med til at omforme ungdomslivet, og som de unge er en slags seismografer for. To afsluttende kapitler samler trådene ved at påpege sammenhænge og mønstre i fortællingerne.

Bogens forfattere er alle tilknyttet Center for Ungdomsforskning. Projektet bag udgivelsen ”Unges lyst til læring” er støttet af Egmont Fonden.

De topmotiverede unge

Fås som

  • Bog
  • i-bog

Fakta

Ekstramaterialer

ISBN:
9788741265230
Udgave:
1
Udgivelsesdato:
22. maj 2018
Sider:
276
Redaktør:
Anne Grete Holtoug

ANMELDELSER

"Denne bog er den afsluttende publikation i et længerevarende projekt om unges lyst og motivation for læring, udført af Center for Ungdomsforskning. Emnet er jo til evig diskussion i lærerkredse, så nye bidrag er altid velkomne. I bogen er 10 unge ildsjæle blevet interviewet om deres motivation for læring. Det er innovatoren, klimaaktivisten, youtuberen, direktøren, ungdomspolitikeren, elitesportsudøveren, eventmageren, gameren, flygtningen og den kreative aktivist. De fortæller alle om deres specifikke motivation for at drive det vidt inden for deres område, ligesom de giver råd om, hvilke omstændigheder der skal til for at skabe lyst og motivation til læring. Der skal være sammenhænge, der pirrer unges vidensbegær og interesse. Der skal være udsigt og perspektiv til et interessant mål, der giver dem erfaring med mestring og succes. De skal kunne opleve at gøre en forskel og sætte et aftryk på verden, og der skal være relationer, der skubber, anerkender og har forventninger til dem. Forskerne sætter de 10 fortællinger i relation til tendenser i ungdomslivet. Her fremhæves seks tendenser: flydende ungdom og voksenalder, ændrede relationer mellem generationer, individualisering og et hav af fællesskaber, vidensformer i forandring, nye former for arbejde, prekarisering og affektivt arbejde samt uddannelse mellem succes, meningstab og præstationskultur. I disse overvejelser er der for samfundsfagslæreren interessante iagttagelser til sociologiundervisningen. Noget af det mere spændende er forholdet mellem individualitet og fællesskab. De topmotiverede unge har en stor bevidsthedsmæssig individualitet, men samtidig taler mange af de interviewede om fællesskaber knyttet til en specifik 'crowd' eller subkultur, som de oplever at være en del af og udfolde deres aktivitet i samspil med."

Gymnasieskolen

06. november 2018

Vi bruger cookies på www.hansreitzel.dk

Det gør vi for at sikre en god brugeroplevelse og for at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre din oplevelse af siden. Hvis du klikker dig videre på siden, accepterer du samtidig vores brug af cookies. Læs mere om cookies