Hvad er vigtigt, når man opdaterer populære grundbøger?
Tilde Mathiasen Kornum, Morten Dalbøge og Lone Hansen er forfatterne bag Driftsøkonomi. Bogen har netop gennemgået en gennemgribende revision, og i forbindelse med udgivelsen af 5. udgaven har vi talt med dem om arbejdet bag opdateringen, og om hvordan denne udgave adskiller sig fra de tidligere.
“Efter flere studerende gav udtryk for, at de tidligere bøger var svære at læse og virkede forvirrende, har vi fundet det nødvendigt at lave en ny, opdateret version af Driftsøkonomi”, forklarer Tilde. Hun lægger vægt på, at forfatterne har lyttet til de studerendes feedback og erfaringer, og har brugt dem aktivt i udviklingen af bogen med en ambition om at gøre den nye udgave mere tilgængelig, letlæselig og tidssvarende – uden at gå på kompromis med fagligheden. Resultatet er en markant revideret udgave, hvor samtlige kapitler er blevet gennemskrevet med fokus på at styrke forståelsen gennem tydeligere forklaringer, mere praksisnære eksempler og en klarere kobling til eksamenssituationen.
Et af de mest markante greb i den nye udgave er tilføjelsen af ét nyt kapitel samt fire nye didaktiske elementer, der tilsammen løfter bogen til et mere dynamisk studie- og eksamensredskab. Tiltagene er udviklet med blik for de krav og forventninger, de studerende møder i dag, og bidrager til at gøre Driftsøkonomi mere aktuel, mere anvendelig og mere relevant end nogensinde før.
Fire nye didaktiske elementer
-
Konkrete eksamensopgaver tæt på virkeligheden
For at styrke de studerendes forståelse af pensum har forfatterne tilføjet et nyt kapitel med konkrete eksamensopgaver. Kapitlet indeholder eksamenslignende spørgsmål og opgaver til hele pensum, og som giver de studerende mulighed for at samle op, repetere og målrettet forberede sig til eksamen. -
QR-koder giver adgang til digital støtte
Forfatterne fortæller, at mange studerende efterspørger videobaserede forklaringer og opgaveløsninger, der giver mulighed for at pause, spole tilbage og gense materialet efter behov.
Digitalt suppleringsmateriale spiller en central rolle i den reviderede udgave. Rundt omkring i bogen vil læseren møde små ikoner med QR-koder, der leder direkte til bogens hjemmeside. Her findes blandt andet Excel-skabeloner, udvalgte opgaveløsninger og forklaringer i videoformat, hvor centrale modeller, beregninger og opgaver gennemgås trin for trin.
Med QR-koderne bliver læringen mere fleksibel og tilpasset den enkelte studerende – og bogen kan bruges på flere måder, både før, under og efter undervisningen. Ganske enkelt; en personaliseret læringsoplevelse. -
Tidssvarende eksempler med høj genkendelighed
En anden væsentlig ambition har været at modernisere bogens indhold og eksempler, så det i højere grad afspejler den virkelighed, de studerende møder. En stor del af de tidligere cases er derfor blevet udskiftet med aktuelle produkter, nutidige virksomheder og genkendelige situationer, som den studerende i højere grad vil kunne relatere til. Samtidig er kapitlerne blevet sprogligt bearbejdet, så forklaringerne fremstår enklere, mens eksemplerne er gjort mere fyldestgørende. -
Et nyt og mere overskueligt layout
Bogens visuelle udtryk har også fået et løft. Det nye, pædagogiske layout gør teksten lettere at navigere i, og nye, farvede bokse på hver side fremhæver nøglebegreber, formler og centrale eksempler. Derved bliver materialet nu præsenteret med læringsunderstøttende grafikker, der gør det lettere for den studerende at danne et overblik over de mest centrale dele af pensum.
En solid indføring i driftsøkonomi
Med den nye 5. udgave er ambitionen tydelig: Driftsøkonomi skal ikke blot forklare modeller, men hjælpe de studerende med faktisk at forstå og anvende dem. Forfatterne har taget de studerendes feedback alvorligt og omsat den til konkrete forbedringer.
Som Tilde Mathiasen Kornum, Morten Dalbøge og Lone Hansen selv understreger, er målet ikke at forsimple faget, men at gøre det mere overskueligt og relevant for en ny generation af studerende. Med eksamensopgaver, digitale forklaringer, opdaterede eksempler og et pædagogisk layout ønsker de at møde de studerende dér, hvor de er – og give dem redskaber, de kan bruge både under studiet og i praksis.
Bogen er et centralt studieredskab, der introducerer de studerende til klassiske driftsøkonomiske problemstillinger og giver en grundlæggende og tidssvarende fremstilling af faget med konkrete eksamensopgaver, løsningsforslag og undervisningsvideoer.
Den nye udgave af Driftsøkonomi er dermed ikke blot en opdatering, men et klart signal om, at faglitteratur også skal udvikle sig. Forfatterne har set bogen med de studerendes øjne – og skrevet den på ny.
