Spring til hovedindhold

Få Olivers bedste tips til studieteknik og trivsel på statskundskab

Oliver Fog Mikkelsen, statskundskabsstuderende på Københavns Universitet

Det er umuligt at læse alt i alle fag. Du tror, du kan gøre det, men det kan du ikke, og det behøver du heller ikke!

Hvordan håndterer du bedst store mængder læsestof? Statskundskabsambassadør

Statskundskab er et studie med meget læsestof. Rigtig meget. Jeg blev så overvældet den første måned af studiet, at min familie og kæreste troede, jeg var ved at gå ned med flaget før den første skriveøvelse.  

Jeg har sidenhen erfaret, at det vigtigste for mig har været at få skabt et overblik, så man ikke bliver fuldstændig tabt i alle teksterne. Det, jeg plejer at gøre, er at have alle tekster og bøger klar inden semesteret egentlig begynder. Det vil sige at have alle de akademiske tekster, kapitler og afsnit fra Absalon og Det Kongelige Bibliotek downloadet, samt at have købt sine bøger på forhånd. Jeg allierer mig eventuelt med en kammerat, så går det en anelse hurtigere. Derefter skaber jeg et overblik over alle teksterne, og i hvilke uger de optræder i pensum. På den måde forstår jeg også bedre den kontekst, som teksten optræder i. Hvis overskuddet er til det, så laver jeg også et lille søg på forfatteren, for det giver sommetider en dybere forståelse af, hvilket udgangspunkt de kommer fra. I statskundskab arbejder vi nemlig med viden, der altid er præget af tid, sted og perspektiv – så intet er neutralt.

Slutvis vil jeg sige, at det er umuligt at læse alt i alle fag. Du tror, du kan gøre det, men det kan du ikke, og det behøver du heller ikke! Du skal forstå centrale pointer fra teksterne, og hvordan du kan bruge dem til eksamen. Du kommer aldrig til at skulle udlægge hele Habermas’ forfatterskab til en stedprøve – du skal “blot” reflektere over hans vigtigste pointer. 

Olivers bedste råd:

1: Skab overblik over pensum fra starten

Sørg for at samle og organisere al læsestof inden semesterstart – download tekster, køb bøger og lav en læseplan uge for uge. Forstå konteksten og forfatterens perspektiv – det hjælper dig med at navigere i det store pensum.


2: Du behøver ikke læse alt – forstå det vigtige

Accepter, at du ikke kan læse alt. Prioritér at forstå de centrale pointer og hvordan de bruges til eksamen – ikke at kunne hvert eneste detalje. Du skal dirigere orkestret, ikke spille alle instrumenter.


3. Brug alternative kilder, når du sidder fast

Hvis noget er svært at forstå, så find forklaringer på YouTube, brug artikler eller spørg en chatbot. Mange teorier er dækket af andre studerende – brug deres arbejde som supplement.


4. Planlæg og prioriter med en kalender

Brug en kalender til at planlægge alt – både studie, pauser, træning og søvn. Det giver ro og struktur, især i pressede perioder. Husk: Effektivt arbejde i dagtimerne er nok – giv dig selv fri bagefter.


5. Pas på dig selv og dyrk noget uden for studiet

Studiet er ikke hele din identitet. Hav en hobby, lav ingenting en gang imellem, og sørg for søvn og pauser. Det er vigtigt for din mentale sundhed og langtidsholdbarhed.

Hvad gør du, når du føler, at du sidder fast eller har svært ved at forstå et emne? 

Når jeg støder på noget, jeg ikke forstår, søger jeg ofte alternative forklaringer. Det kan være via YouTube, supplerende artikler eller ved at lade en chatbot formidle stoffet anderledes. Pensum på statskundskab består i høj grad af 'All Stars' inden for faget – det vil sige både klassiske tænkere og toneangivende samtidstænkere. Det betyder, at der findes et væld af ressourcer fra andre studerende, som har haft lignende udfordringer med at forstå teorierne. Det gør det nemt at finde andre perspektiver og forklaringer på diverse teorier. 

Hvordan prioriterer du mellem forskellige fag eller emner, når tiden er knap? 

Som nævnt er pensummet stort, og du kan ikke nå alt. Du ender derfor ud i at skulle prioritere. Mit råd er således, at du altid skal tage grundige noter til de fag med eksamensformer, hvor det enten er en 10-timers eksamen eller en stedprøve. Til de eksamener har du ikke lige så meget tid til at genbesøge en gammel franskmand f.eks., som du ville have til fag med andre eksamensformer – såsom 3-dages eksamener eller frie skriftlige opgaver. 

Hvad er dit allerbedste eksamensråd til andre statskundskabsstuderende? 

Tag det roligt og hold overblikket! Du skal forstå faget og pensum – og derfor ikke kunne udpensle hver eneste nuance i alle tekster. Se en eksamen som et orkester, hvor du er dirigenten: Du skal ikke spille alle instrumenter, men få det til at hænge sammen. I hvert fag er pensum komplekst og byder på helt vildt meget viden, men forsøg alligevel at bruge mest muligt af dets viden til eksamenen - uden det bliver vulgært! Dine undervisere og eksaminatorer elsker at se en studerende, der faktisk har forstået pensum, så vis det.  

Et andet eksamensråd er at komme ud og bevæge sig under eksamenslæsningen. Jeg har erfaret, at man er mere klar i hovedet og mindre rastløs, når man har været ude og bruge sin krop efter et par timers læsning på en stille læsesal. 

Slutvist vil jeg bare sige held og lykke, men også hav det sjovt! Omfavn, hvor nørdede samtalerne med dine studiekammerater eller eksamensgruppe kan blive! Det er en sjov, men hård tid, og ligesom et maraton har du det ofte rigtig godt efterfølgende. Har jeg hørt.  

Hvordan sørger du for at få tid til dig selv og dine interesser (og søvn) uden for studiet? 

Det er meget vigtigt ikke at miste sig selv i studiet og et eventuelt studiejob. Sigt efter 8-10 timers effektivt arbejde om dagen, og giv dig selv fri bagefter. Jeg lægger ofte alt væk efter aftensmad, så hvis jeg har arbejdet fra 10-18, er det en god dag. Du behøver ikke blive oppe til midnat. Er du B-menneske, så planlæg efter det. Statskundskab er et meget selvstændigt studie, så udnyt det! 

Hvilke strategier bruger du til at håndtere stress og til at holde motivationen oppe i perioder med højt arbejdspres?

Brug en kalender! Det er et usexet råd, men det er mit bedste værktøj. Planlæg både undervisning, pauser, træning og tid med venner. Når jeg er presset, lægger jeg alt ind: mad, pauser og endda lure. Det virker måske lidt overdrevet, men det hjælper mig med at bevare overblikket, især op til eksamener eller når jeg er bagud med læsningen. 

Hvilke vaner eller aktiviteter hjælper dig med at opretholde en god mental sundhed?

Lav andet end studie, for det er ikke hele din identitet! Få en hobby, et studiejob eller brug tid med venner. Og husk at trække stikket, når det hele bliver for meget. Jeg giver mig selv lov til bare at lave ingenting en fredag aften, hvis ugen har været hård. Det hjælper mig med at lade op i weekenden, hvilket altså er lidt rarere uden tømmermænd. 

Find bøger til statskundskab: