Tab og sorg

En grundbog for professionelle

Det er en myte, at sorg, der bearbejdes, går over. Det er også en myte, at sorg går hurtigere væk, hvis man taler om den. Sorg tager den tid, sorg tager. Sorgen ærer tabet og viser os dets betydning. Denne bog handler i høj grad om accept af livets sorgfuldhed, som ingen kan behandle væk.

Selvom sorgen giver eksistentielle aftryk, vil de fleste mennesker tilpasse sig et tab af en nærtstående i løbet af det første år efter et dødsfald, men for nogle sørgende opstår der problemer med denne tilpasning. Bogen forklarer, hvordan man identificerer en vedvarende og kompliceret sorgreaktion.

Behandlingen af sorgtilstande har gennem årene ændret sig radikalt og handler i dag ikke om at fjerne sorgen, men snarere om, at den sørgende sættes i stand til at bære sorgen, så livet kan leves på trods af tabet. Sorgintervention sigter mod at genfinde balance og handler om at oparbejde et fleksibelt beredskab til at tilpasse sig de ændrede livsvilkår efter et tab. Mange oplever endda, at sorgen indebærer et udviklingspotentiale, som med tiden kan blive til en livskraft.

Tab og sorg. En grundbog for professionelle er skrevet med henblik på at formidle moderne teori og forskning om sorg, og hvordan professionelle kan benytte denne viden til at hjælpe sørgende. Sorgundersøgelser fra de seneste 20 år præsenteres for at give et bredt og nuanceret billede af sorg. Fremstillingen fordyber sig i det grundlæggende spørgsmål: Hvilken intervention er relevant til det menneske i sorg, som har opsøgt hjælp?

Denne 2. udgave er opdateret i forhold til forskningen og specifikt WHO’s sorgdiagnose, som udkom i 2018. Der er tilføjet et kapitel om sorg som social proces og kommunikation med andre i sorgen. Afsnit om sorgens fysiologiske og neuropsykologiske reaktioner er udvidet, ligesom beskrivelserne af moderne sorgkultur. Alt i alt giver bogen et meget grundigt overblik over viden om sorg.  

Mai-Britt Guldin er psykolog, specialist i psykoterapi og ph.d. Hun har arbejdet klinisk med mennesker med tab og sorg i 20 år. Hun er seniorforsker og leder forskningsprogrammet Tab og sorg på Aarhus Universitetshospital. Mai-Britt er en travl foredragsholder og underviser på Dansk Psykolog Forenings specialistkurser, på specialeuddannelsen for almen medicin og på VIA University College.

Tab og sorg

Fås som

  • Bog
  • i-bog

Fakta

Ekstramaterialer

ISBN:
9788741274317
Udgave:
2
Udgivelsesdato:
28. februar 2019
Sider:
320
Redaktør:
Mette Schilling

ANMELDELSER

"Af og til sidder man som boganmelder i den lykkelige situation at være helt opslugt af en bog, man har indvilget i at anmelde. For mig opstår den situation, når bogen har et revolutionerende budskab, er lærerig, og når jeg afslutningsvis fornemmer, at jeg sidder med et mesterværk. Disse tre elementer indeholder denne nyudgivelse om tab og sorg, som af samme grund faktisk har været svær at lægge væk. Det revolutionerende, forstået som skelsættende og gennemgribende, ligger i de samfundsmæssige ændringer i kølvandet af ny sorgforståelse. Derudover er selve bogudgivelsen skelsættende. Til trods for at præsentation af ny sorgforståelse ligger mere en 10 år tilbage, er der ikke før udgivet en bog på dansk, der grundigt præsenterer forandringer i forståelse af sorg og ny (forskningsbaseret) tilgang til sorg.
[...]Bogen er gennemarbejdet, velskrevet og suppleret med velvalgte citater og fortællinger om mennesker i sorg. Den indeholder det, der gør en bog til et mesterværk: komplekse preblemstillinger og en kombination af faglighed og emotionalitet, der skildrer et mennskeligt grundvilkår."
Jorit Tellervo, projektleder
Sygeplejersken11. april 2014
"Lad det være sagt med det samme: Dette en bog, som alle, der interesserer sig for sorg, vil have glæde af. Her gennemgås moderne teori og al nyere forskning, og her gives der svar på, hvilke interventioner der er relevante til mennesker i sorg. Dén bog har jeg manglet – og nu er den her."
Louise Winther
Tidsskrift for Psykoterapi01. juli 2014
"“Tab og sorg” af psykolog Mai-Britt Guldin er anderledes. Det er en grundbog for professionelle. Den inddrager teori og empiri i udlægningen og forståelsen af sorgprocesser og giver et bud på, hvordan professionelle kan benytte denne viden til at hjælpe sørgende. En tilgang til dette område, der har været savnet i den danske faglitteratur indtil nu. [...] "“Tab og sorg” er en inspirerende og velskrevet bog. På én gang udfordrende og vejledende. [...] "Bogen vil især kunne bruges af professionelle, der arbejder med mennesker ramt af sorg, og af studerende, der vil lære mere om tab og sorg og om, hvordan man arbejder professionelt hermed. Men også mennesker berørt af sorg vil kunne finde en dybere forståelse af, hvad det vil sige at være i en sorgproces, hvad der er almindeligt for den, og hvilke tegn det kan være godt at være opmærksom på i forhold til overvejelser om at søge hjælp."
Martin Laursen og Anne Ræbild psykologer ved Det Palliative Team i Vejle
Psykolog Nyt24. november 2014
"[...]Bogen er rettet mod professionelle og studerende, der arbejder med sorg i deres hverdag, eksempelvis sygeplejersker og sygeplejerskestuderende på modulerne 7-9 samt læger, pædagoger, socialrådgivere, lærere og jordemødre. Bogen er tænkt som en grundbog og er inddelt i 9 kapitler, hvilket giver en god oversigt over, hvor man kan finde den viden, man har brug for. Herudover er der mange underafsnit, der gør bogen let anvendelig som opslagsværk.
[...]Bogen er holdt i et letlæseligt sprog, og de forskellige kapitler er lette at gå til. Kapitlerne er kompletteret med illustrationer, citater fra sørgende, praksiseksempler og screeningsspørgsmål. Herudover er væsentligste perspektiver highlightet, og forfatteren pointerer, hvad læseren især skal lægge mærke til i forhold ny viden om sorg. Herudover er der forslag til videre læsning samt ordsprog, der på en positiv måde giver læseren mulighed for yderligere refleksion.
Jeg kan bestemt anbefale bogen ”Tab og sorg”, der trods den tunge titel formår, at få et smil frem hos læseren.
Anna Marie Møller Lidegaard
Uddannelsesnyt11. december 2014

Vi bruger cookies på www.hansreitzel.dk

Det gør vi for at sikre en god brugeroplevelse og for at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre din oplevelse af siden. Hvis du klikker dig videre på siden, accepterer du samtidig vores brug af cookies. Læs mere om cookies