Efter Freud

Erindringsforstyrrelser og andre normale mærkværdigheder

Det er bemærkelsesværdigt, at Freud i sine spekulationer over den menneskelige psyke ofte tog udgangspunkt i en beskeden, men signifikant detalje. Det kunne være en af hverdagslivets upåfaldende fejlhandlinger eller en detalje i et kunstværk. Herfra afdækkede han psykens mange lag, dens komplekse struktur og betydningsskabende processer helt ud til grænsen for en mulig erkendelse. Her stødte undersøgelsen på det ukendte, et indre udland, der undet et blev kaldt det ubevidste, og som viste sig at være lige så svært at erkende som den ydre virkelighed. Freud opdagede ikke det ubevidste, men han gjorde det til selve grundlaget for den psykoanalytiske teori - ikke som noget, der kan lokaliseres, men som noget, der vedvarende insisterer på at synligøre sig.

Bogens ni essays tegner et billede af den kritisk humanistiske form for tænkning, der var karakteristisk for Freud. Hans begreber og antagelser blev til gennem mange års spekulationer baseret på iagttagelser, erfaringer og idéer, og selvom de uundgåeligt bærer præg af den tid og den kultur, de udspringer af, viser de en revolutionerende indsigt i psyken, der går langt ud over den tids viden. Forfatteren har tilført Freuds tanker sine egne eftertanker og kritiske kommentarer og har læst de udvalgte tekster ind i en nutidig forståelsesramme.

Judy Gammelgaard, dr.phil., lektor emeritus og psykoanalytiker, har skrevet flere bøger og et stort antal artikler; nogle er baseret på erfaringer fra det kliniske arbejde, mens andre er mere teori- og begrebsudviklende. Hun har i mange år interesseret sig for at bringe psykoanalysen i dialog med litteratur, kunst og kultur.

Efter Freud

Fås som

  • Bog
  • i-bog

Fakta

ISBN:
9788741269078
Udgave:
1
Udgivelsesdato:
25. maj 2018
Sider:
223
Redaktør:
Mette Schilling

ANMELDELSER

Judy Gammelgaards Efter Freud, der bærer undertitlen Erindringsforstyrrelser og andre normale mærkværdigheder, hvor forfatteren præsenterer sine eftertanker oven på et langt liv som akademisk forsker og praktiserende psykoanalytiker, og hvor en erkendelsesmæssig stærkstrøm løber frem og tilbage mellem litteratur og psykoanalysen (...) Over for denne tilgang forekommer psykoanalysen mig ægte humanistisk, ikke i ordets sentimentale betydning, men forstået som en respekt for og en insisteren på, at dét mennesker siger eller skriver, faktisk også betyder noget, hvad enten sproget foldes ud i en terapeutisk samtale eller i en af de moderne litterære klassikere - Rilke, Joyce og Kafka, for eksempel - som Judy Gammelgaard læser i sin fremragende nye bog.

Søren Ulrik Thomsen

Weekendavisen

11. december 2018

Eftertænksomme essays om Freud som eftertankens mester. Lektor og psykoanalytiker Judy Gammelgaard er en af de største Freud-eksperter i Norden og en af de bedste til at formidle hans tanker.(...) Men de eftertænksomme essays viser os loyalt og tilgængeligt, hvordan Freuds tanker ikke, som det er blevet udbredt at tro, er et tilbagelagt stadie i psykologiens og psykiatriens historie, men stadig fulde af stof til eftertanke for eftertiden.

Lilian Munk Rösing

Politken

01. februar 2019

Bogen kan varmt anbefales, man kan både blive klogere på Freud og andre vigtige tænkere i det 20. og 21. århundrede, og man kan tænke sine egne eftertanker. 

Hvert essay indledes i øvrigt med en smuk illustration, der står som en figurativ kommentar til indholdet. Illustrationerne er udført af Gammelgaards mand arkitekten Gregers Algreen-Ussing. 

Læs hele anmeldelsen her

Anne Beck Nielsen, mag.art. & cand.mag. i litteraturvidenskab, dansk og engelsk

Tidsskriftet Epsilon

04. marts 2019

Vi bruger cookies på www.hansreitzel.dk

Det gør vi for at sikre en god brugeroplevelse og for at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre din oplevelse af siden. Hvis du klikker dig videre på siden, accepterer du samtidig vores brug af cookies. Læs mere om cookies